Fødevarestyrelsen
www.altomkost.dk

28. februar 2003

Ny gratis service til madpakkefolket

Nu er der inspiration og godt humør at hente for madpakkesmørere. Via en ny mailservice kan madpakkefolket nu gratis få tilsendt tips og opskrifter, så de kan fylde madkassen med noget nyt, rart og lækkert. Klik ind på www.madpakkeservice.dk

Partnerlogoer
Madpakken kunne være et af dagens højdepunkter. Men når man står ved supermarkedets køledisk, er det ofte det samme, lidt for velkendte pålæg, der finder vej ned i indkøbskurven. Nu er der imidlertid hjælp og inspiration at hente. Forbrugerinformationen har sammen med Kræftens Bekæmpelse lavet hjemmesiden www.madpakkeservice.dk.

"Vi vil hjælpe med at gøre madpakken til et af dagens små højdepunkter" siger Gitte Laub Hansen, Forbrugerinformationen. "Vi ved hvor stor indflydelse det har på vores trivsel og koncentrationsevne, at vi får et ordentligt måltid midt på dagen".

Nyt tip hver fredag

Den som tilmelder sig på madpakkeservice.dk får hver fredag morgen en e-mail med ugens madpakke-ideer. Det vil typisk være en opskrift på en ny lækker ting til madpakken, fx 'Pizzaboller fra Kerteminde' eller 'Rejehop med hel pastaskrue'. Via mailen kommer der også tips til mellemmåltider og små overraskelser til børnene.

- Opskrifter og ideer er inspireret af sæson, sundhed og sanser. Med særlig vægt på frugter og grønsager, som har den gode egenskab, at de fleste kan holde sig friske og lækre i madpakken, siger Morten Strunge Meyer fra Kræftens Bekæmpelse.

Ugens opskrift er lige til at printe ud, så man kan tage den med på weekendindkøb. Så slipper man for at stå og vride hjernen over køledisken. Ugens madpakke-ideer kan hænges op på køleskabet, så de kan prøves af i løbet af ugen. På den måde kan man støt og roligt skabe sin egen og familiens madpakke-succes.



Kontakt
Gitte Laub Hansen, Forbrugernes Hus, tlf. 32 66 90 30 eller Morten Strunge Meyer, Kræftens Bekæmpelse, tlf. 35 25 75 28.
Vil du vide mere: